Et klart hoved

Din korttidshukommelse har, som navnet siger, begrænset kapacitet. Den er langt fra ideel som opbevaringssystem til alt det, du skal huske på og alt det, du skal huske at gøre. Hvordan kan du bedst håndtere dette?notebook-731212_1920

Forskning har givet forskellige resultater i forhold til hvor mange ting, vi kan huske på én gang. Et sted mellem 4 og 9 anses for at være almindeligt. Tallet falder, hvis du er stresset eller ikke er på toppen. Hvad sker der, hvis hovedet allerede er fyldt op og der så kommer en ting mere, du skal huske på? Så falder noget andet ud og lander i glemmebogen. Og hvis du nogensinde har glemt noget vigtigt, så ved du, at dit hoved ikke altid er så godt til at sortere vigtigt fra mindre vigtigt.

Du har sikkert prøvet at være stresset over alt det du skal klare. Har du nogensinde sat dig ned og skrevet en liste og oplevet, at du fik mere ro og overblik? At du fik lidt mere kontrol over alt det du skulle? Gør det til en vane at skrive disse lister. På den måde kan du opnå det vi i Getting Things Done-metodikken kalder “Sind som vand”, på engelsk “Mind like water”. Du hverken over- eller underreagerer på det der sker i dit liv. Og du bruger hovedet til det, det er lavet til. Som David Allen siger:

Your mind is for having ideas, not holding them.

Dit hoved fungerer meget bedre, når det er tomt – du har et klart hoved. Jo færre ting du skal huske, jo større kapacitet har du til den opgave, du står overfor. Jo mere kreativ er du, hvis det er det du har brug for. Du er mere tilstede, både i mødet på arbejde og hjemme hos familien.

Hvordan får du et klart hoved? Det er faktisk let: Skriv alt ned. Få alt ud af hovedet. Sørg for at indsamle alt det, der potentielt har betydning for dig, som du måske skal gøre noget ved. Og at du indsamler ting og tanker betyder ikke, at du skal gøre noget ved det. Tøm dit hoved for forpligtigelser og idéer ved at få dem skrevet ned. Dette kan for eksempel være fysiske sedler, som du så lægger i din indbakke – dette kan være en fysisk brevbakke, eller et sted på dit bord eller i en mappe hvis du ikke har en brevbakke.

Dette er det trin, vi kalder Indsamle – det første af de fem trin i opgavehåndtering. Alle ting i indbakken skal du senere gennemgå, en efter en, for at bestemme hvad det er og hvad du skal gøre med det. Det er næste trin i opgavehåndtering, Afklare, og det går jeg i dybden med i næste artikel.

Book et møde

Klik for at finde et tidspunkt, hvor du kan mødes med Lars.

Scroll to Top