Fra mañana til produktiv

Har du nogle opgaver, som du har svært ved at få taget hul på? Ender det i stedet ofte med, at det brænder på til sidst? Læs her, hvordan GTD® Trainer Lars Rothschild Henriksen vendte dovenskab til produktivitet.

Jeg var blevet mester i prokrastinering – at udsætte ting. Min far kaldte mig mañana i teenage-årene. Min toastmaster nævnte i sin tale til mit bryllup, at jeg i mine 20’ere bogstaveligt var groet fast på sofaen. Det var måske mig, der lagde navn til Dovenlars.

Jeg tænkte dengang: Hvorfor ikke hoppe over, hvor gærdet er lavest – det er da uhensigtsmæssigt at finde et højere sted?

Jeg har siden fundet ud af, at jeg faktisk ikke er doven. Jeg manglede bare et værktøj. En måde at tænke på, som hjælper mig med at strukturere mine opgaver på en måde, så den dovne del ikke har noget at protestere over – uanset opgavens kompleksitet, vigtighed og alle potentielle udfald og afstikkere undervejs.

Dovenskab var mest overvældelse

Den dovne del af os vil faktisk gerne lave noget. Det skal bare være ligetil. Og den mest simple ting, vi kan bede ham/hende om, er at udføre den næste handling – den næste fysisk synlige handling, du skal foretage dig for at komme et skridt tættere på diverse mål (projekter). At finde den næste handling er et essentielt skridt i at anvende GTD og det hjælper ofte med at få taget hul på selv de sværeste opgaver.

Send mail til Thomas med spørgsmålet om reklamekampagnen? Det kan jeg lige overkomme.

Typisk overvælder du nemlig dig selv, ved at tænke over hele projektet og alle potentielle udfald, som teoretisk kan opstå. Ved blot at fokusere på den næste handling, så er det meget let for dig at komme videre med projektet.

Hvor kan det gå galt? Jeg ser ofte to faldgruber i de næste handlinger.

  1. Er det virkelig den rigtige næste handling? Eller har du sagt til dig selv, at du skal ringe til Jonas om projektet, men i virkeligheden skal du lige først læse rapporten? Du kan heller ikke ringe til folk uden at kende deres nummer – har du Jonas’ nummer eller er den næste handling at få fat i det? Du hverken må eller kan snyde dig selv, så kommer du underbevidst til at stritte imod.
  2. Er du måske bange for at foretage den næste handling? Er den næste handling at ringe til den nye store kunde, men du er bange for at de siger nej? Hvad kan du gøre for at du bliver tiltrukket af at foretage den næste handling?

Hvad er målet? Og hvorfor?

Hvis du har en god næste handling men ikke kommer videre med den, kan der være andre grunde.

  • Har du identificeret projektet (hvis der er et)? Eller måske drejer det sig endda om flere projekter? Er det tydeligt for dig, hvad målstregen er – hvornår kan du sætte flueben ud for det? Det er svært at prioritere hvis du ikke ved, hvad du egentlig får ud af det.
  • Kan det måske tænkes, at du underbevidst ikke mener, at det er vigtigt at få klaret? I GTD bruger vi fokushorisonter til at identificere alle de ting, som bidrager til at vælge det rigtige at arbejde på. Det kan være, at du bevidst prøver at tvinge dig selv til noget, som du underbevidst godt ved ikke er vigtigt? Måske er det slet ikke dit ansvarsområde?

Prøv ovenstående teknikker og se, hvordan de kan hjælpe dig! Og hvis du gerne vil forstå, hvordan den næste handling og projekterne spiller ind i hele GTD-workflowet, kan du få overblikket over de 5 trin i workflow’et i GTD i vores gratis e-bog.

Ingen kommentarer endnu

Skriv et svar


Vi bruger cookies for at gøre din brugeroplevelse så relevant som muligt. Læs mere her.